Af Mikkel Pagh
Udover cykling (og konen), har jeg en anden stor passion, nemlig poker.
Hvis man har en tilstrækkelig stor interesse for spillet, vil man før eller siden gerne på “pilgrimsrejse” til Las Vegas.
Jeg var derovre første gang i januar 2009, og havde en rigtig god tur.
Da cyklen henover sommeren 2009 fik overtaget, var det egentlig ikke meningen at turen skulle gentages foreløbig, men af forskellige årsager endte vi med at booke flybilletter og hotel til en ny tur.
Jeg besluttede mig dog for at leje en cykel derovre, dels for også at se noget andet end bare casinoer, og dels fordi jeg har ambitiøse løbsplaner for 2010 sæsonen, og helst ikke ville have 10 dages pause i forberedelserne.
5. februar boardede vi så en maskine fra British Airways, og landede 14 timer senere i Las Vegas.
Jeg skal ikke her komme ind på den del der omhandler spil og anden moralsk fordærv, men holde mig til de oplevelser jeg havde på cyklen.
I en lejebil kørte vi om mandagen ud til en meget stor cykelforretning der hedder McGhies, som har et fint udvalg af lejecykler. Jeg fandt en passende Cannondale Synapse med shimano 105, og lejede den for 4 dage – prisen var ca. 600 kr.
På forespørgsel gav den flinke ekspedient mig et cykel-kort over byen, der viste hvor der var cykelsti,
og hvilke veje der ellers var egnet til cyklister, og med stor entusiasme anbefalede han mig bestemte ture både udenfor, og ind gennem byen.
Han insisterede også på at jeg lagde vejen forbi UNLV – universitet i Las Vegas – fordi der var så mange lækre damer der. Ja, han cyklede den vej hver dag på vej på arbejde.
Da jeg nævnte et andet område i byen jeg gerne ville se, sagde han “no way….too dangerous!”
Jeg spurgte så om det var farligt pga. gangstere eller kvinder, men det var så godt nok trafikken han mente…
Jeg smed cyklen bag i vores bil, og vi kørte mod Hoover Dam, hvor den ene af cykelruterne passerer tæt forbi. Tanken var at cykle denne rute efter en tur over dæmningen. Besøget tog dog noget længere end beregnet, og klokken var derfor 16.30 inden jeg kom på cyklen.
Denne rute kaldes “The River Mountains Loop”. Den udgår fra det sydøstligste hjørne af Las Vegas, når som nævnt tæt forbi Hoover Dam, videre ned til Lake Mead, og tilbage over klipperne ind til byen.
Gutten i butikken sagde at ruten var 14 miles.
Den er lavet kun til cyklister, fint asfalteret og med en gul midterstribe.
Jeg havde det som en ko der kom på græs i foråret, da jeg i 15° varme satte afsted på denne kuperede rute. Da jeg havde kørt 45 minutter og ca. 12 miles, undrede jeg mig over at jeg stadig var på vej væk fra byen. Frem med kortet, og det går op for mig at han nok har sagt 40 miles..ikke 14…
Jeg havde ikke noget lys på cyklen, men valgte at fortsætte derudaf selvom mørket var begyndt at falde på. Senere blev det faktisk temmelig mørkt, men heldigvis blev lyset inde fra byen reflekteret af skyerne, så jeg lige akkurat kunne se den gule stribe.
Jeg følte mig noget i ingenmandsland, og hørte også en del dyrelyde jeg ihvertfald aldrig har hørt før.
Ruten var sjældent lige eller flad mere end nogle få meter, og havde nok været rigtig flot i dagslys.
Efter lidt over 2 timers kørsel endte ruten pludselig på en vej hvor der var en del trafik, og i mørket kunne jeg simpelthen ikke se hvor cykelruten fortsatte.
Jeg havde dog en idé om hvor jeg var, og jeg fik stoppet en bilist der bekræftede at jeg var på Lake Mead Parkway. Denne vej ender i et kryds i byen ca. 5 km nord for hvor jeg startede, så jeg sms'ede til rejsemakkeren og bad ham møde mig i krydset, da det var alt for risikabelt at cykle de 25 km der var fra bygrænsen til hotellet på Strippen.
De sidste 12 km var med en flot udsigt ind over byen, men jeg måtte dog holde ind til siden nogle gange, da der pga. vejarbejde ikke var meget plads til en fjollet dansker uden lys på cyklen. Da jeg nåede mødestedet havde jeg kørt 57 km.
Om torsdagen havde jeg sat mig for at køre “Red Rock Canyon Scenic Loop”
Det finder man et stykke ude vest for byen, og som navnet siger får man her første parket til at se Red Rocks. Denne rute er (også) 14 miles – og ja – jeg checkede det lige en ekstra gang..
Selve ruten kan og må kun køres mod uret, og biler skal betale for adgang.
Vi kørte i bil ud til startstedet, hvor jeg blev sat af.
Det er en rigtig flot rute, med en del udsigtspunkter hvor man kan parkere.
Et af dem var lige ud for Red Rocks, som umiddelbart så ud til at ligge få hundrede meter væk. Da jeg så fik øje på nogle bittesmå mennesker der klatrede på klipperne, gav det pludselig et helt andet indtryk.
Et meget imponerende skue.
Øverste udsigtspunkt ligger 1000 fod over startstedet, og flere steder stiger vejen med 10-12 procent. Kort inden toppen henter jeg en ellers fit herre der kører på en triathloncykel. Han ligner en der behøver kunstigt åndedræt, men han siger han er ok.
Efter det obligatoriske billede går det nedaf , og det er en fornøjelse uden modkørende trafik så man ikke behøver at bremse i svingene. I bunden henter jeg igen triathlongutten, og vi drejer ind mod byen ad Charleston Boulevard som er en meget bred vej der falder et par procent hele vejen ind til byen.
Her er en triathloncykel mere passende, og selvom jeg holder ca. 45 km/t de første 3 km, kører han nemt fra mig.
Vejen ind gennem byen er ganske underholdende, og veksler fra eksklusive rigmandskvarterer til noget der minder om slum.
Det er sådan, at enten bygger amerikanerne rigtig flot, eller også rigtig grimt.
Det virker som om der ikke er en gylden middelvej. Et helt almindeligt parcelhuskvarter er som regel bare brunt og kedeligt.
Inde i centrum kan man ikke altid komme den direkte vej selvom det ser sådan ud på et kort.. Nogle veje krydser i flere plan, og andre ender i ingenting. Jeg måtte eksempelvis køre en omvej omkring 3 af de store resorts der ligger på række på Strippen, og det var lig med 6 km. Det siger lidt om størrelsesforholdene.
Det var ikke noget problem at få fotohjælp da jeg stod foran Bellagio, Las Vegas' vel nok mest kendte hotel & casino. I det hele taget vækker en racercykel pænt meget opsigt blandt alle turisterne.
Turen blev afsluttet med en tur ned igennem selve Strippen. Den er 12-sporet på det bredeste sted og ikke særlig cykelegnet, men kan man navigere sin cykel og holde sig synlig, er det ikke noget problem.
Der er selvfølgelig også den detalje, at hvis en amerikaner gør skade på en anden person, kan det koste en vulgært stor erstatning, og det er jo nok med til at gøre bilisterne ekstra forsigtige overfor folk på cykel. Dagens tur blev på 64 km.
Fredag cyklede jeg fra hotellet om formiddagen, og satte kursen mod – og rundt om – lufthavnen. Herefter mod den sydligste del af byen og der vestpå ad Blue Diamond Road. Herfra gik turen nordpå op igennem byen indtil jeg efter 48 km endte ved McGhies, hvor jeg afleverede cyklen.
Jo, man kan godt cykle i Las Vegas.
Det er spændende at se byen fra en anden side, eneste minus er at man har røget en pakke smøger efter sådan en tur. Det føltes ihvertfald sådan.
Der er iøvrigt et veludviklet cykelmiljø i byen, med flere klubber hvor medlemmerne mødes meget tidligt hver dag og cykler faste ture.
Derudover er der både vest og øst for byen områder med talrige mountainbikespor, lige fra turistklasse til hardcore downhill. Bootleg Canyon er det mest kendte.
Der er alt hvad hjertet begærer, og flere cykelforretninger arrangerer guidede ture. Jeg havde selv planlagt at deltage på en guidet mtb-tur, men nåede det desværre ikke.
Jeg bliver derfor nødt til at tage konsekvensen og rejse derover igen en dag…
